Oversigt over biskopper
	Mindetavle Ligsten
	Andre af slægten
	Slægtens stamtavle

Slægten Ravensbergs våben: Lodret delt. Første felt delt af rødt og sort. Andet felt er hvidt. På hjelmen to vesselhorn, hvor det ene er delt af rødt og sort, det andet er hvidt. Slægten har navn efter Ravnsborg på Lolland.

Johan Jepsen Ravensbergs fader var Jep Jensen Ravensberg, der var lensmand på Haraldsborg og på Ravnsborg på Lolland, derfra måske slægtsnavnet. Jep Jensen var desuden ejer af borgen Kindholm, hvoraf der endnu er ruinrester ved Kyndby i Hornsherred.

Sønnen Johan Jepsens levnedsløb var ikke helt almindeligt for en gejstlig. Atten år gammel blev den unge adelsmand sendt til Køln for at studere, men her - fortæller Paul Helgesen - "blev han greben af en uren kærlighed og ægtede, forblindet af sin lidenskab, en skøge ved navn Kristine, hvortil han endogså opnåede kirkens højtidelige velsignelse" . Da hans hovmester havde fået dette at vide, bragte han ham sporenstregs tilbage til det fædrene hjem, uden at kvinden vidste det. Men så snart hun havde erfaret hans flugt, fulgte hun bagefter, uanset at hun derved udsatte sig for stor livsfare. Johans fader købte da for en stor pengesum sønnens kyskhed tilbage af den ukyske kvinde, som straks efter at have fået pengene vendte tilbage til Køln. Når Paul Helgesen tilføjer, "at han ved denne ejendommelige skilsmisseakt på én gang var blevet løst fra hustruen og dobbeltægteskabet", skal det forstås ud fra den katolske opfattelse, at enhver gejstlig betragtes som viet til kirken, så han gør sig skyldig i bigami ved at indgå ægteskab. Endelig må det huskes, at den katolske kirke ikke kender til skilsmisse uden ifølge dispensation fra paven. Johan var nok gift, men han var ikke gejstlig. Det fortælles nu, at gamle Jep Jensen regnede det stykke ud, at hvis sønnen blev gejstlig, ville han blive betragtet som bigamist, og hans ægteskab måske derfor være lettere at få opløst. Johan ville dog hverken være gejstlig eller give slip på Kristine, først da faderen truede med at gøre ham arveløs, lod sønnen sig præstevie. Den gamles regnestykke gik op, for paven gav Johan afløsning med den tilføjelse, at han måtte vente kun at kunne opnå små embeder.

Som den overlegne verdensmand, Johan Jepsen har været, har han ikke taget dette alt for højtideligt. Det ses i hvert fald af hans strålende karriere. Rigtignok måtte han begynde som almindelig sognepræst på Lolland, men snart efter er han kannik i Roskilde, og så går det videre over ærkedegneembedet i Viborg og domprovstiet i Lund til Roskilde bispestol, hvor han år 1500 sætter sig til rette.

Allerede tidligere var han blevet kong Hans' kansler, desuden blev han benyttet til diplomatiske sendelser til England og Skotland. Som hærfører - og hvis man skal tro Povl Helgesen - også som drabsmand har Johan Jepsen optrådt. Han deltog nemlig i toget til Norge for at bekæmpe Knud Alfsens oprør, og Skibbykrøniken gør ham ikke alene meddelagtig i mordet på Knud Alfsen, men beskylder ham også for at have foranlediget mordet på rigshofmester Povl Laxmand. Paul Helgesen må have hadet Johan Jepsen af et godt hjerte, for han slutter sin beretning om ham således: "Som biskop levede han hen ved tolv år og døde i stor mangel på alt; i den grad havde han ført et ødselt og dårligt levned. Dog viste han ikke ringe gavmildhed mod fattige og ulykkelige".

Ødselheden har der nok været noget om, for den omtales også andetsteds, og her føjes det til, at han »holdt stort pral med sangere, legere og anden forfængelighed, mere end kong Hans«. I sine sidste år blev han plaget hårdt af sygdom, men alligevel deltog han ofte i politiske forhandlinger med Hansestæderne og Sverige. I begyndelsen af 1512 følte han sig dog så svag, at han nedlagde sit embede i pavens hånd til fordel for Lage Urne, den udvalgte kong Christians kansler. Johan Jepsen forbeholdt sig Hjortholm og forskellige indtægter for livstid, men allerede i april samme år døde han.

I Johan Jepsens bispetid har domkirken fået tre af sine seks klokker. Den fornemste af dem, stormklokken, hænger i ensom majestæt i nordre tårn, Danmarks største middelalderlige klokke, et sandt pragtstykke. Mesteren er den berømte klokkestøber Johannes de Fastenowe. Den bærer en pompøs latinsk indskrift, forfattet af Lage Urne i hans kantortid, og bispens våben to gange. Det må være en gave fra ham. Det er sandsynligt, at de kendte bevægelige figurer Kirsten Kimers og Peer Døver også er kommet til domkirken i Jens Jepsens bispetid; og så antages det, at han måske også har opført nordøstre våbenhus.

Johan Jepsen Ravensberg blev begravet i nordre side af domkirkens hovedskib.

Mere om Johan Jepsen Ravensberg fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var en Søn af ovennævnte Jep Jensen R. Efter Skibbykrønnikens Beretning studerede han i sin ungdom i Køln (der immatrikuleredes virkelig en Johannes Jacobi de Dacia ved denne Bys Universitet 1471) og indgik under sit Ophold her et formeligt Ægteskab med en usædelig Kvinde; hans Hovmester rejste derpaa hjem med ham, men Kvinden fulgte efter, saa at J. J.s Fader maatte betale en stor Sum Penge for at faa hende til at vende tilbage til Køln. Der er dog intet, som tyder paa, at denne Hændelse har været nogen Hindring, for J. J. paa hans gejstlige Løbebane. 1480 betegnes han blot som, Hr. Johan Præst paa Kyndbyholm og 1483 som Hr. J. J. i Kyndbygaard, begge Dele efter hans Forældres Ejendom i Horns Herred i Sjælland, hvor han altsaa da maa antages at have haft Ophold. 1484 var han derimod Sognepræst i Thoreby paa Laaland, og 1485 kaldes han Kannik i Roskilde og 1486 Provst i Dalby, hvilken sidste Stilling han beklædte endnu 1495 og vistnok ogsaa ved sin Udnævnelse til Biskop. Han forekommer som Kongens Kansler i Aarene 1486-93; i denne Egenskab blev han tillige Medlem af Rigsraadet, ligesom han bl. a. anvendtes i en Sendelse til England og Skotland 1492. 1489 nævnes han som Ærkedegn i Aarhus, hvad han var 1496 og maaske lige til 1499, og 1496 blev han ved Kong Hans’ Præsentation Domprovst i Lund, en Værdighed, som han, saa vidt det kan ses, beholdt indtil sit Valg til Biskop.  Da Roskildebispen Niels Skave døde i Slutningen af Aar 1500, valgtes J. J. s. A. til hans Efterfølger. Den nye Bisp var 1502 tillige med flere andre danske i Norge for at yde Henrik Krummedige Hjælp til at bekæmpe Knud Alfsens Oprør; han stod aabenbart ikke hele Tiden paa den bedste Fod med Henrik Krummedige, men Drabet paa Knud Alfsen synes han at have billiget, og Skibbykrønniken stiller J. J. og Henrik Krummedige ganske jævnsides som Ophavsmænd til Drabet. Den nævnte Krønnike, der jo rigtignok ofte er alt andet end upartisk, er i det hele Bispen en Stræng Dommer; den beskylder ham ligeledes for at have været en personlig Fjende af Rigshofmesteren Poul Laxmand og for at have tilskyndet dennes Drabsmænd til at rydde ham af Vejen. Naar den tillige siger, at J. J. døde i stor Fattigdom paa Grund af sin Ødselhed, omtales dette ogsaa andensteds, endda med Tilføjelse af, at han "holdt stor Pral med Sangere, Legere og anden Forfængelighed, mere end Konning Hans"; men samtidig roses rigtignok stærkt hans Godgjørenhed mod fattige.

I flere Aar plagedes J. J. af Sygdom, en Tid lang dog ikke i højere Grad, end at han i sin Egenskab af Rigsraad kan findes ret hyppig omtalt, f. Ex. ved Forhandlinger med Hansestæderne (bl. a. paa Nykjøbingmødet 1507) og med Sverige. Men i Begyndelsen af Aaret 1512 følte han sig saa svag, at han 18. Febr. nedlagde sit Embede i Pavens Haand, efter Aftale med Kong Hans til Fordel for Lage Urne, den udvalgte Konges Kansler. Den afgaaende Bisp forbeholdt sig for Livstid Besiddelsen af Hjortholm samt Bispestolens Indtægter af Rygen med mere Gods; men længe kom han ikke til at nyde godt heraf, i det han døde paa Hjortholm allerede i April 1512."